Halthedsudredning

Halthedsudredning / Halthedsundersøgelse

En halthed kan være enten akut eller kronisk. Akutte haltheder kan skyldes forvridning af et led, muskelsmerte eller en fraktur(knoglebrud). Hvis haltheden er vedvarende eller forstærkes efter aktivitet, er det vigtigt at en dyrlæge kontaktes. Særligt hvis unge hunde eller katte halter, bør dyrlæge hurtigt kontaktes for undersøgelse og udredning. Det kan fejlagtigt antages, at dyret er halt fordi det har vokseværk, men vokseværk er ikke en diagnose, og skal ikke give anledning til halthed. Derfor skal halthed hos unge hunde eller katte altid tages alvorligt.  

 Enhver halthedsundersøgelse starter med en grundig snak om halthedens begyndelse og varighed. Vi vil også spørge indtil, om haltheden bliver mere eller mindre udtalt i forbindelse med aktivitet. Næste skridt er mønstring af dyret, for hunde på forskelligt underlag. Dyrlægen vil observere hunden i skridt og trav på fliser, græs og grus, for at lokalisere halthedens oprindelse. Dyret vil efterfølgende blive grundigt undersøgt af en af vores ortopædkirurger. Her undersøges alle muskler, sener, led og knogler, ofte af flere omgange, for at aflæse dyrets reaktioner, identificere halthedens lokation, og dermed komme nærmere en diagnose.  

 I forbindelse med udredning af haltheder, benytter vi ofte billeddiagnostiske hjælpemidler. Det kan være røntgen eller CT-scanning, som ofte kræver at dit dyr er let bedøvet. Derfor anbefaler vi altid at kæledyret faster og er fri af medicinske behandlinger inden undersøgelsen.  

 Nogle årsager til halthed kræver operation, mens andre kan behandles konservativt med fysioterapi, eller medicin. Er der tale om led problemer, kan behandling af de afficerede led være anlæggelse af blokader eller led injektioner, forud for eller i forbindelse med operation.  

Hvorfor os

Hvis du som menneske får en knæskade, vil du med al sandsynlighed opsøge en specialist. Hvorfor skulle det være anderledes for dyr?

Vi har valgt udelukkende at arbejde med specialkirurgi og sportsmedicin, så vi kan tilbyde den bedst mulige behandling – med brug af de nyeste teknikker og avanceret udstyr. Alle vores dyrlæger er specialiseret indenfor kirurgi og sportsmedicin, og eftersom vi arbejder med det hver dag, har vi alle en solid erfaring med området.  

GRUNDIG KONSULTATION

Vi sætter god tid af til at undersøge dyret, så vi når frem til det egentlige problem. Dyr har ofte forskellige bevægelsesmønstre afhængigt af det miljø, de er i - derfor vil vi undersøge patienten både indenfor og udenfor. Dyret er altid i centrum hos os, men vi ved samtidig, at det kan skabe stor nervøsitet hos ejeren, når der er noget galt med ens kæledyr. Derfor sætter vi god tid af til at fortælle dig om behandlingen, så du kan føle dig tryg i dit kæledyrs videre behandling.

SPECIALISTVIDEN INDENFOR KIRURGI

Vi er specialiserede indenfor kirurgi og sportsmedicin - faktisk laver vi ikke andet, og du kan derfor være helt tryg ved at sende din hund til operation hos os. Vi har solid erfaring, og vi tilbyder behandling af ledproblemer, knoglebrud og rygkirurgi i trygge og moderne faciliteter. Vi holder os ajour med de nyeste teknikker og udstyr, så du kan være sikker på, at dit dyr altid får den bedste behandling.

Medicinering

Dyr kan ikke selv sige fra ved smerte. Det er derfor vores ansvar at diagnosticere og behandle lidelser, der kan give anledning til smerter. Vi har stort fokus på smertebehandling i forbindelse med operationer, såvel som i det efterfølgende forløb. Vi sørger for, at din hund undgår smerter mest muligt, så du kan koncentrere dig om kærlig pasning og pleje.

Fokus på dyrene

Vi har fokus på dyrene, og vi tror på, at dyrene får den bedste behandling, når vi som dyrlæger kan fokusere på specifikke fagområder. Vi laver det, der er nødvendigt for hundens ve og vel - hverken mere eller mindre. Vi ønsker at hjælpe hund og ejer bedst muligt, og vores anbefalinger om behandling tager derfor altid udgangspunkt i det enkelte dyr - med fokus på dyrets alder, problemer og anvendelse.

Kontakt os her